In 1972 skulle jeg for første gang lufte min nyslåede valgret. Skæbnen ville at det var til det første EF-valg og jeg følte mig bestemt ikke klædt på til at have en mening herom. Desuden læste jeg på det tidspunkt Europæisk Etnologi på Universitetet og det var mildest talt en yderst ”rød” oplevelse. Der var derfor nok af opfordringer til at stemme nej. Jeg spurgte imidlertid min far. Ja, hvis jeg lukker øjnene kan jeg endda stadig høre hans stemme: ”Er du gal? Du skal da stemme for freden!” sagde han. Som god konservativ (og gammel modstandsmand) vidste han jo hvad det handlede om: nemlig at historien og det lange perspektiv altid skal tages med i vores overvejelser når vi træffer politiske valg.

Når jeg derfor skal forklare hvorfor jeg efter et mangeårigt medlemskab af De Konservative har valgt at gå aktivt ind i politik og stille op til Kommunalvalget i 2017, kan jeg bedst gøre det med henvisning til den historieløse måde hvorpå min kommune, Rudersdal, bliver drevet på i dag. Det er som om forvaltningen mest af alt er en maskine, hvis endemål bare er sin egen overlevelse indtil næste budgetlægning. Naturligvis er der rigtig mange kommunalt ansatte der gør et fremragende arbejde. Ledelsesmæssigt halter det imidlertid langt efter. Her er nok af indholdsløse visioner og tomme løfter. Til gengæld mangler der vilje til at tage livtag med fremtidens store udfordringer. Der er nok af eksempler.

 

Deltag i debatten online