Om mig selv

Jeg blev dyppet i den konservative gryde i 1953, da jeg blev døbt i Garnisons Kirke i København. Dér havde min tipoldefar været præst, førend han blev biskop i Ålborg, dér var mine farforældre og forældre blevet gift og derfra er senere begge mine forældre begravet. Hver juleaften sad jeg på bænken og hørte juleprædikenen og I. P. E Hartmans Julekantate omgivet af hele min familie. På den måde blev kirken, kunsten og kulturarven sammenflettet med min personlige historie.

Min familie var imidlertid ikke kun befolket med præster og stovte præstekoner. Den var også befolket med officerer der blev modstandsfolk og deres gæve hustruer: på den ene side min mormor, der som sønderjyde talte tysk så godt at hun kunne ”spille” nazist og dermed redde min morfar fra turen til koncentrationslejrene i Nordtyskland. På den anden side min farmor, der oplevede at hendes ”Papa” døde på det Tyske Slavemarked i vinteren 1944. Det fik imidlertid ikke farmor til at gå i stå. Senere ernærede hun sig som kogebogsforfatter, klummeskriver samt konservativt medlem af kommunalbestyrelsen i først Kregme-Vinderød og senere Frederiksværk. Hun blev et stort forbillede for mig.

Jeg kunne dog nævne mange, mange flere betydningsfulde mennesker, der har spillet en rolle i mit liv. Fælles for dem alle er imidlertid at de lærte mig at være konservativ i ordets egentligste forstand. Skal det siges kort – og faktisk er det ikke spor banalt – handler det om ”Gud, Konge og Fædreland”. Det at være én del af en større historie med alt som det indebærer – at have blik for den natur, der omgiver os; de mennesker, der er gået forud og som har kæmpet for alt fra national selvstændighed til kvindefrigørelse; de mennesker, som ikke er begavet med de store livsmuligheder, men som vi også er forpligtede på at tage os af.

Karen Schousboe - Børnebørn ved Hagenør

Børnebørn der bygger slot i vandkanten ved Hagenør © Karen Schousboe

 

 

Konservatismen

Nogle gange ynder konservative at bruge stikord som ordentlighed, anstændighed, rettidig omhu osv. Ofte tænker jeg imidlertid at det ikke er helt i orden at tage patent på den slags ord; som om de andre – socialdemokrater, liberale osv. – ikke er ”ordentlige og anstændige”. Hvad de selvfølgelig som regel er!

Men hvad er så forskellen på de konservative og de andre? Svaret er at god politik set med konservative øjne er det samme somet godt kompromis der består af lige dele ”lighed, frihed og broderskab”. For det ved vi jo godt. Et samfund hvor alle er helt lige, kræver at friheden sættes under lås og slå. Men hersker der fuld frihed for alt og alle, træder den stærke den svage og naturen under fødderne. Derfor er det nødvendigt, at der tilsættes et gran broderskab til den politiske gryderet. Det betyder, at vi i et godt samfund også må have fortalere for at der ganske vist skal herske frihed til forskellighed, men også at denne frihed skal udfoldes under ansvar. Konservative taler derfor ofte om at der skal være balance og blik for det skæve – og de skæve eksistenser.

Helt konkret betyder det eksempelvis at når Venstre ønsker at løsne for planloven, så der kan bygges badelande langs hele den vestjyske kyst, så deler Konservative ambitionen om at der skal gøres noget for at holde gang i hjulene i det Blå Danmark. MEN: hensynet til vores enestående natur og ønsket om at bevare den for eftertiden kræver at det sker på bæredygtig vis. Derfor skal administrationen af Planloven naturligvis ikke bare lægges ud til kommunerne, som ofte kun har blik for lokale entreprenørers ønske om at asfaltere mest muligt. Danmark – og den jyske vestkyst – tilhører os alle. Og også vores efterkommere. Som konservativ efterlader man ikke bare regningen i børneværelset.

Ligeledes betyder det at når Socialdemokrater kæmper en brav kamp for at løfte socialt udsatte og fysisk nedslidte ud af dagligdagens trummerum ved at insistere på at alle mennesker har muligheder, så ser Konservative at de virkeligt udsatte – de hjemløse, der ligger under busken i frostvejr – også har krav på omsorg, selvom de ikke ejer det der ligner et ”udviklingspotentiale”. Ethvert samfund har ca. 10%, der er mere end almindeligt udfordrede. De fleste er desværre mennesker, der ikke hjælpes ved at tvinge i arbejdsprøvninger eller på kursus i at skrive ansøgninger. Konservativ ansvarlighed er at drage omsorg for dem som medmennesker og ikke bare fordre at de lever op til omverdens forventninger om at bidrage til helheden.

Karen Schousboe inde midt i Rude Skov

Inde Midt i Rude Skov

 

 

I nærheden

I 2003 skrev jeg en bog med titlen “I Nærheden – om det værdifulde”. I mangt og meget kom inspirationen hertil fra mit hjem i Øverød nord for København. I min baghave ligger Rude Skov som enhver jo ved er beboet af nisser. Hver dag har jeg haft lejlighed til at gå tur dér og opleve alt fra myretuer til ræve og sky hjorte. Ligesom jeg har set sporene af fortidens skovveje, hegn og fiskesøer. Indimellem har jeg endda set skyggen af nisser der har fortalt mig om fortidens mennesker. Derfra min verden går. Karakteristik for denne verden er at den ikke kan tilgås som andet end en håndgribelig virkelighed. Hver dag tvinger mig derfor til at erkende at tilværelsen ikke bygges op af ideologiske luftkasteller, men derimod af virkelige og konkrete oplevelser. Måske er det ikke verdens smukkeste skov. Men det er min skov.

Den erfaring – at livet kun kan leves konkret og håndgribeligt – har jeg taget med mig fra mit fag: Europæisk Etnologi. Oprindeligt hed det ”Materiel Folkekultur” og handlede om betydningen af de konkrete livsvilkår for vores historie. I 70ernes forsøg på at videnskabeliggøre det, maskeredes faget ganske vist som sociologi. Dog, da jeg læste på Universitetet var det imidlertid det samme som kulturhistorie. Hvis det gik rigtigt til endte man derfor også som museumsinspektør på Frilandsmuseet eller Den Gamle By i Århus. Jeg gik dog en anden vej. Først havde jeg en forskerkarriere på Universitetet, siden arbejdede jeg på Instituttet for Fremtidsforskning, ligesom jeg i 90erne drev en etnologisk/antropologisk konsulentvirksomhed, hvor vi rådgav virksomheder såsom LEGO, Danske Bank, IKEA, NOKIA osv. med strategisk kommunikation. Samtidig skrev jeg imidlertid bøger, tusindvis af klummer, blev medlem af Det Etiske Råd og menighedsrådet i Søllerød, ligesom jeg holdt utallige foredrag i ind- og udland. I 2004 blev jeg ansat som leder af Folkekirkens Infocenter i København hvor vi udviklede og udgav en ugeavis, www.kirkenikobenhavn.dk. Det er erfaringerne herfra, som jeg i dag anvender på udgivelsen af www.kulturhistorier.dk – en ugeavis om vores danske og europæiske natur- og kulturarv.

Om mit helt private liv kan jeg i øvrigt fortælle at jeg har været gift i mere end fyrre år med Ove Juul Nielsen, der er overlæge på Rigshospitalet, og at vi har to børn, Morten og Kirsten samt fem børnebørn, Søren-Erik, Lise, Christian, Eva og Asger. Min fritid fylder jeg med at læse bøger om vores europæiske middelalder, strikke sweatre med gamle nordiske mønstre, lave mad, spille godt-vejrs-golf og cykelture. Sommerferierne tilbringer vi på vores sommerferiested ned til Lillebælt ved Hagenør; dér hvor min morfar lærte mig at bøjede søm udmærket kan bankes ud igen samt at når man har fældet et træ, skulle man plante et nyt.

Save

Save

Save

Save

Save